“De gamle årgange”

“DE GAMLE ARGANGE”

Grethe Ernst 30 år med hund i DcH
Bent Møller 25 år med hund i DcH
Det er to markante personer, som vi alle kender. Men andre har været pionerer i DcH. Læs her, hvad vi har fra “de gamle årgange”.
Nr. 6 – dec. 1979 – af Poul W. Iversen til Poul Sørensen:
Lørdag 24.11.79 fyldte en af DcHs pionerer 90 år. Poul Sørensen var landskasserer i over 25 år – med fra starten i DcH. Igennem mange år dommer og medlem af dommerudvalget. Ved sin afgang som landskasserer udnævnt til æresmedlem af landsforeningen.
I Aalborg var han en af de træningsledere, der var stor respekt om. Selv hundene lystrede ham. Af hunde stod boxeren ham nær, men til sidst blev det schæferen, der var hans hjertebarn.
I al slags vejr var det hundearbejdet, der kom først. I de gode gamle dage var det cyklen, der holdt for. Det var, da der var træningspladser rundt om i byen. Helt ude ved lufthavnen var der gang i den, og her var det Poul Sørensen, der var den strenge leder. Frem og tilbage på linje, og selv hundene fulgte med i rundingerne, som e~er “en snor”. Der var ingen vaklen i geledderne, om så hund og fører gik i 10 cm vand. Der var ingen, der peb. Hundene elskede ham. Blot de hørte hans stemme, blev der en piben og hylen. Han var bestemt i tonen og mente, hvad han sagde, og det respekterede både to- og firbenede.
Nr. 3 – aug. 1982 – af ,Grethe Ernst til Poul W. Iversen:
Efter 37 år som hundefører og medlem af DcH, Aalborg afd., ønskede du, Poul Iversen, at trække dig tilbage fra din post som kasserer gennem 30 år. Vi “gamle” inden for DcH synes, du altid har været her, og det er helt underligt at komme i klubhuset efter træningen og ikke se dig sidde i hjørnet med din kvitteringsblok.
Du startede i foreningen i foråret 1945, den første tid dog uden hund. Man var bange for, at tyskerne skulle blive interesserede i jeres hunde, men efter krigens slutning kom der gang i træningen. Der blev trænet flere forskellige steder i byen og omegnen, og dengang cyklede man til træning. Da var hundene i kondition, de blev ikke forpustede efter en gang A-rundering. Det var sundt for både hund og fører med den ofte mange kilometers cykeltur.
Der herskede en helt anden ånd over træningen dengang. Man var ikke flere end, at alle kendte hinanden, og det var brugshundearbejde, der blev lavet dengang. Du var med til LK tre gange med din boxer Bister, nemlig i Herning, Horsens og Esbjerg. Du skulle have deltaget fjerde gang, men din hund kom til skade forinden. Da du måtte af med Bister, gik du over til en helt anden race, nemlig en rtesenschanuzer, som du nu har nr. tre i rækken af.
Men som aktiv hundemand gik det dig som så mange andre, der interesserede sig for hundearbejdet. Du kom i bestyrelsen som kasserer i 1952, hvor du sad i 30 år – indtil generalforsamlingen i år (1982). Synd, du ikke
34
selv kunne være til stede og få overrakt din gave – et guldur. Du røgtede dit hverv som kasserer så godt, at vi for nogle år siden havde penge nok til hjælp til et nyt klubhus. Og ikke nok med, at du var både hundefører og kasserer, du fungerede også som træner og som beregner ved konkurrenderne fra 1949, både her i kredsen og to gange ved LK afholdt i Aalborg, første gang i 1957 – da du ligeledes var med ved tilrettelæggelsen – og i 1979.
Du har siddet i bestyrelsen under seks formænd – ja, du må have mange minder og mange dejlige oplevelser gennem dit lange liv som aktiv hundemand at se tilbage på. Meget har ændret sig siden dengang, du startede med din første hund, da man knap havde et skur til at opbevare sporgenstande og lignende i – og til nu, da vi kan samles i et klubhus med alle moderne faciliteter.
Nr. 7 – juli 1945:
Aalborg: Træning hver Tirsdag for Unghunde og hver Torsdag for ældre Hunde Kl. 19. I Aalborg, hvor der i Aar er indtegnet ca. 150 nye Hunde, foregaar Træningen i Aar paa 3 forskellige Pladser, dels paa Grund af det store Antal Hunde, dels fordi Hundeejerne skulde have det lettere til Træningspladserne og saa spare paa de nu snart udkørte Cykledæk.
Paa Træningspladsen i Skalborg, Aalborg Landboforenings Dyrskueplads, leder J. A. Jensen. Træningen med 5 Assistenter. I Nørresundby har Svovlsyrefabrikken stillet et Stykke Jord til Raadighed, beliggende til Fjorden, og her har Thorvald Larsen Ledelsen med 4 Assistenter. Paa “Bakgaarden” er det O. Faurbo, der regerer og har 6 Assistenter. Dressurledernes Øverstkommanderende, Poul Sørensen, kommer paa Skifte paa de 3 Træningspladser og giver gode Raad og mange “Stroppeture”, hvad især Førerne har godt af, det kvikker op.
Angaaende Hundenes Kvalitet kan der i det store Hele siges, at den er god, det gaar jo med Tiden op for Folk, at de kun vil have racerene Dyr.
Skulde der være en lokalforening, der har nogle af de gode svære Dressurhalsbaand, er Aalborg Køber.
Nr. 4 – aug. 1979 (med rettelser juni 1991):
ET LANGT TILBAGEBLIK af Poul W. Iversen
I 1945 var der også diskussioner ang. kredsenes og lokalforeningernes konkurrencer, dengang havde man bare lokal-, kreds- og landskonkurrencen. Hundene blev meget hårdt bedømt for at komme med til kredskonkurrencen, og fra den var det svært at komme gennem nåleøjet til “landsen”.
Man havde også kursus for dressurledere dengang, og ligeledes bøger om dressur, blandt disse “Lærebog i Dressur af Tjeneste- og Brugshunde” af Konrad Most og Paul Bøttgen fra 1942. I den var der ikke taget hensyn til den private mands brug, så dressurlederen måtte selv si guldkornene fra til videre brug. Men ellers havde man dengang lige så stort besvær med øvelserne, for da der ikke var mange hunde, der kunne komme til konkurrence, var der allerede på holdene meget store krav til de enkelte hunde og førere.
Selve foreningslivet var der ikke så meget af, da Vl JO trænede flere steder i byen. Da krigen lige var slut, var det jo med blandede følelser, man hele foråret havde trænet sin hund, den var jo i ordets egentlige forstand brugshund, for i en lovløs tid var det rart at have et par
35
tænder, som man kunne stole på i alle situationer, ved siden. Som det ses af stykket fra DcH-bladetfra juli 1945, havde vi ikke kunnet træne skud med hundene, men de fik jo også tilstrækkelig træning i det daglige.
Efter krigen blev det til mange gode ture med cykel og rutebil til opvisninger i byerne rundt omkring. (Den gamle blikkasse fra dengang stod helt til 1979 bag redskabsskuret her ved det gamle klubhus, ene, våd og forladt. Den kunne fortælle om mange sjove og våde oplevelser). Den blev f.eks. spændt bag på en cykel, og deri var så alle remedierne til opvisningen, bl.a. vimplen (med DcH på), som den første hund havde i munden ved indmarch. Der var mange sjove oplevelser, som når nogle af hundene skulle spille klovn med apportpinden, og så for første gang i deres liv hentede den med et blik: “Tror I, jeg skal være til grin?”
Eller da vi drog tillandskonkurrence i en stor rutebil, og der var en, der kom druntende “for der var da god tid” – trods det, han næsten var en time forsinket, og vi skulle nå den sidste færge til Fanø. I Esbjerg stod Poul Sørensen – Aalborgs næstformand og landsforeningskasserer med det ene ben i land og det andet på båden samtidig med, han diskuterede vildt med styrmanden og viftede med både arme og ben, for han kunne se rutebilen komme raslende langs kajen. Indlogeringen fandt sted på et sommerhotel, hvor der kun var hunde og hundefolk, så der blev snakket og vov’et i alle tonearter.
Selve terrænet for landskonkurrencen var ganske dejligt. Under rundering kunne man ikke se sin hund gennem klitterne, så når man regnede med, at nu var den cirka der, hvor der skulle vendes, fløjtede man og så fremdeles samtidig med, man lyttede efter standhalsen. Min egen boxer Bister tog hævn, da jeg havde drillet den på spor ved at ville have den en anden vej, end den ville, og selvfølgelig havde hunden ret – æv! Da vi så kom til nedgravet, tog den et overblik og et snøft, også gik den over i en anden ende af feltet, lod som om den var døv for alt, og først da den på min stemmeføring kunne høre, at nu var tiden snart gået, gik den over i den anden side og med et poteslag samlede den pinden op og kom ud med den med et udtryk: “din store idiot, her er din pind”.
Hvor mange gange er man ikke blevet våd til skindet ved en konkurrence og til træning. Dengang var der ikke telte eller store klubhuse, og bil havde man ikke med. Så sad man med et tæppe omkring en rystende hund og havde det trods alt dejligt.
Bister var med ved tre landskonkurrencer, så da den døde, ville jeg ikke have boxer igen, for det var synd, at den nye hund skulle sammenlignes med Bister. Derfor gik jeg over tilriesenschnauzer: Den første fik jeg fra Sverige, helt oppe fra Sundsvall. Det var jo et lidt andet temperament end boxeren. På træningspladsen væddede de om, hvem der kom først, jeg eller Arno, når den kogte over. Det lykkedes til alles undren mig at komme først hver gang.
Efterhånden blev al træning flyttet til Th. Sauers Vej (der hvor motorvejsudfletningen nu er på den side ved den lille skov), hvor vi fik et lille skur sat op til springbræt, kost m.m. Dengang trænede vi helt til søndagen før jul. Så holdt de sidste “vikinger” julemøde, og når redskaberne var sat ud i kulden, kunne der lige være 10 mennesker på skødet af hinanden, samt 10 hunde. Bager Stausholm fra Kærby – senere formand for klubben – havde varm krans med, og alle havde termoflasker med. Hundene sad så tæt under bordet, at selv de argeste fjender måtte opgive at slås, der var ikke plads (spørg bare “kaffe-Kirsten” – Kirsten Brinkmann, som allerede var med dengang. I 1979 var hun med igen som Kirsten
36
Olesen sammen med mand og børn, nu i initiativudvalget). Så søndag før jul var der våbenstilstand – hellere sidde klemt under bordet end være ude i kulden.
Efterhånden fik vi lidt penge i kassen, og så begyndte vi at tænke på huskøb. I et par år havde vi ved siden af vort skur fået lov til at benytte politiets hundeskur, der stod i nærheden, men en skønne dag skulle de bruge det selv i Lundbykrat, og så måtte vi springe ud i det. Vi så på hus nært og fjernt, og endelig fik vi det første hus i foreningens historie, det er det halve af det gamle klubhus. Der var dengang et særskilt køkken samt plads til redskaber i selve huset. Men snart måtte vi ud og se os om efter nyt sted til hus og træning, for kommunen havde af bonden købt den jord, hvor vi i mange år havde holdt gratis til. Det var svært.
Efter søgen og køren fik vi lov til at stille det op i Nøvling. Der havde vi en mark på 2-3 tdr. land, og da vi plejede at have hele terrænet fra Th. Sauers Vej til Hadsundvej i Vejgård, var det meget trange forhold. Det var en stor omvæltning. Om dagen havde bonden kalve på marken, og om aftenen trænede vi blandt “kasserne”.
Efterhånden var jeg på nr. 2 ‘riesenschnauzer. Arno havde været med til en kredskonkurrence og skulle have været med tillandsen, men personlige ting var årsag til, at vi måtte blive hjemme. Benno skulle – mens vi var i Nøvling – med til lokalkonkurrence, og det gik fint med stuedressur, for det var ovre bag skoven. Så kom apportering, den var hjemme troede jeg – Benno løb ud efter apporten, tog den op, gik en runde, smed apporten og stak snuden i vejret, og så tog pokker ved hunden. Fløjten, kalden osv. hjalp intet, jeg kunne hente den nede ved laden, hvor han stod med savl om munden. Da bonden blev spurgt, svarede han, at han da godt nok havde haft sin løbske hund med op om morgenen, da han flyttede kalvene, men det troede han da ikke gjorde noget, for det var jo flere timer siden! Så der røg den plads.
Nu var pladsen i Nøvling blevet overfyldt, og utilstrækkelig havde den altid været. Endelig lykkedes det os at leje en grusgrav ved Poulstrup, og der blev huset så flyttet over. Vi havde gennem lang tid bombarderet Aalborg Kommune for at få en plads. Fra grusgraven i Poulstrup havde vi en dejlig udsigt til Poulstrup-området. Det kunne vi godt tænke os, men det kunne ikke lade sig gøre.
Til sidst blev grusgraven også for lille. Da 3-mdr.s holdene startede, havde vi måttet låne dyrskuepladsen i Skalborg, hvor vi så havde 6-7 hold gående. De gamle B- og A-hunde trænede så fortsat i grusgraven. Det var ved at ødelægge foreningslivet, for trænerne tog lige hjem fra dyrskuepladsen. Det var i søndagstræningens tid. Så endelig efter mange og lange besværligheder blev der givet grønt lys af kommunen for vor nuværende plads.
Det første år trænede vi begge steder, A-hunde og kursushunde i Voerbjerg og B-hunde i grusgraven, men efterhånden blev vi alle samlet i Voerbjerg, og det store flytteri med huset blev gentaget. Huset blev samtidig udvidet til det dobbelte, og blev, som det står nu. Allerede i grusgraven blev der mere og mere familieliv på pladsen. Før den tid var det ikke brugt, at andre end hund + fører gik til træning, men da der blev bedre plads, begyndte koner og børn at komme med.
37
Noget andet var, at flere og flere efterhånden fik bil, og nu er det et helt særsyn, at nogen kommer til træning pr. cykel. Men der er da håb også i den retning i disse benzindyre tider.
Da der nu var flere børn med, måtte vi gøre noget for dem, så gyngen med rutchebanen blev købt. Det var også for at holde samling på børnene, så de ikke legede oppe på kanten, hvor hundene skulle gå spor. Der var så lidt plads til spor i grusgraven, at vi måtte lægge sporene efter hinanden langs kanten. så når en tog et spor, måtte de andre vente, til det var taget for at komme hen til det næste. Det var trange forhold. I dag er det noget anderledes, nu er problemet mere det høje græs, så hund og fører forsvinder.
Nu er det også mere sport med de mange konkurrencer, der jo er på alle kanter og til alle tider. Hundelivet er kommet ind i helt andre baner med det store familieliv, der er kommet omkring foreningerne. Nu er der mange familier, der har to hunde, så der ligefrem konkurreres i det små indbyrdes. “Mors” hund skulle jo helst ikke blive så god som “fars”, for så står verden da ikke længer, selv i disse rødstrømpe-mik-tider.
En af grundene til mere snak i hundehuset, er jo også vort ny klubhus, for er der ikke snakket hund før, så bliver det gjort nu. I det ny hus er det “kaffedamerne”, der regerer. De er med til at give stemning, når en fører kommer sur, kold og arrig ind efter træning med en “møg-hund”, der ikke kan nogen verdens ting. Eller når gjorde den det og det, synes I ikke også, det en er hØjt var godt”. oppe: “i dag
I begge tilfælde er det godt med en øl eller en kop kaffe.
At huset har været et slid for Bent Møller og alle hans hjælpere, kan man forstå. Så alle vi, der ikke kunne tage et nap med, selvom fingrene kriblede, må jo være glade for, at der stadig er nogle, der ikke bare går til træning, men som også giver et nap med ved byggeri, konkurrencer og meget andet. Hvor mange gange er ens hund ikke gennem årene blevet bundet til et træ “for nu skal det og det ordnes”, og hvor mange gange vil det ikke ske for alle I andre?
Det er dejligt, at vi nu kan holde bestyrelsesmøder og andre møder i klubhuset, evt. efter træningen. Det sparer mange ekstra aftener for bestyrelse og udvalg. Der skal bruges mange hjælpere til konkurrencer, og det bliver lettere at kontakte ny folk fremover.
Når den kolde tid kommer, er det godt at komme ind i varmen i klubhuset og blive tøet op efter træningen. Det bliver også rart at være fri for stive fingre, når ny medlemmer indtegnes, eller når træningsgebyr betales. Det er jo kun medlemskontingent, der sendes girokort til med årets sidste Apport. Er der nogen med dårlig samvittighed, så er kvitteringsbogen åben.
Efter dette indlæg fra 1979 supplerer Poul W. Iversen med et par gode hundeoplevelser:
Der var ingen kvindelige A-hundeførere dengang i 1948. Men pludselig ved en generalforsamling var der et damemenneske, der til stor bestyrtelse kom i bestyrelsen. Vedkommende havde kun gået med hund to-tre gang~ og havde ikke haft hund før. Men hele bestyrelsen var blevet væltet, så der var mangel på emner.
38
Søndagen efter var der A-hundetræning på Bejsebakken, og al e var mødt
og stod i ring og snakkede. Stausholm med Rolf og jeg med Bister. Plud­
selig begyndte alle hundene at skabe sig, for oppe i skovkanten dukkede
der to damer op – den ene med hund. Hun var “den ene”, og hun var gået
helt fra Nørresundby for at se, hvad A-hundetræning var for noget, for
det havde hun aldrig set!

Rolf blev så ophid et, at han sprang frem, og jeg svang Bister, som også blev ophidset, væk fra Rolf med det resultat, at Rolf sad lige i bagen på mig. Alle sagde, at både jeg og Rolf så meget forbavsede ud. Rolf lignede en Knold og Tot-tegning med munden fuld af tøj. Tykke plusfour, lange underbukser og skjorte strittede til alle sider fra hans mund. Det var katastrofalt med damer til stede, og det var en af de dage, da jeg ikke var i bil.
Stausholm bandt Rolf og cyklede, alt hvad remmer og hans tøj kunne holde, ned til Kærby, hvor han kvalt af grin stammende lånte svigerfars (hans) bilag kørte mig hjem. Op ad trappen på Algade, hvor min mor måtte have jodflasken frem til det kritiske punkt – i nyt tøj og afsted igen, for både jeg og Stausholm vidste, at der nok var blevet væddet på pladsen om, hvorvidt jeg kom igen til træning. Denne gang i egen bil efter hunden, som jo stod bundet, og cyklen. Men vi fortsatte træningen med spor og rundering. så nogle vandt, andre tabte deres væddemål.
Da vi var i Poulstrup oplevede jeg en af de sjoveste måder at træne spor på. Det var ingeniør Fenger, der med sin riesenschnauzer lærte denne at samle op, hvad den under ingen omstændigheder ville. Men “fatter” sejrede på denne måde: Fenger måtte købe hØjt smørrebrød hos Favoritten, og det var af det dyre. Ud med et stykke med sporpinden inden i, og så tog den alt op. Efterhånden blev det til, at Fenger havde smørrebrøddet i hånden, så de byttede. Til sidst fik den kun et stykke – stadig af det høje – når øvelsen var slut.
Samme sted va der fru østergaard, der trænede en lørdag/søndag med sin kleine munsterlænder for at lære den halsgivning. Metode: en hel flæskesteg skåret i tern. – og Jørgensen, der gik i mange år, fordi hans hund ikke svigtede i øvelsen stokkeslag. Metode: En rund Frolich hundekiks på spidsen af stokken, der kun blev viftet foran snuden på Buller. At der så ikke ved konkurrencer var kiks på stokken, det opdagede den jo først bagefter.
Og der var Ernst, der i Nøvling havde en dejlig old english sheepdog på sit hold. For Ernst var det meget rart, at den boede lige over vejen, hvor vi trænede, for en dag kom den glad springende hen til hende. Føreren sagde, at det nok ikke var så godt, men det var allerede for sent. Ernst havde klappet den inderligt i den dejlige tykke pels, men den havde lige været gennem bondens mødding. Ernst måtte til meget kraftig vask på den anden side af vejen, men der var stadig en duft af, jeg ved ikke hvad. Var der nogen, der lo?
Nå, Ernst må stå for skud endnu engang. Det var i Th. Sauers Vejs-tiden. Der blev snakket hund. Pludselig kunne hun ikke forstå, at der blev så varmt i hendes gummistøvler: det var en dejlig, sort puddel, der troede, hun var et træ. Svup-svup.
Men trods regn, våde hunde, dumme dommere, kulde, venten i alt slags vejr – så var det dejlige hundeår, og det vil jeg ønske, det stadig vil blive med ny programmer, frem og tilbage-diskussioner om dit og dat, dejlige og dumme hunde med snuden efter resultater eller leg. Kort sagt et rigtigt hundeliv.
Vov-vov
39
DcH FOR 30 AR SIDEN
af Grethe Ernst
Maj 1961 meldte jeg mig i DcH, Aalborg afd., med min Schæferhund Cora. Egentlig startede jeg allerede i 1954, men stoppede efter to år.
Når jeg tænker tilbage på de 30 år, der er gået, er der sket meget l form af ny træningsmetoder, ny indlæringsmetoder, og mange ændringer er sket med vort konkurrenceprogram.
Den måde, vi trænede på den gang, var meget forskellig fra vor nuværende træning. Vi startede på B-hold med fuldt program. Hvalpehold kendtes ikke, heller ikke C-hold. Træningen foregik to gange ugentlig.
Man cyklede til træning. kun få havde bil den gang. Vejret afholdt ikke fra at møde – vi kom i regnvejr, sne og kulde. Når vi mødte, hentede vi vor sporpind og sporgenstande og stillede op på en række foran pinden. Det var vores “plads”. Her ventede vi på træneren. Han stillede altid med en hasselkæp i hånden: et symbol på en træner. Træningen foregik på rad og række, og øvelserne altid i samme rækkefølge – lige efter programmet. Det kunne skabe problemer ved en konkurrence, da der her var flere dommerhold på, hvorfor øvelserne ikke altid kom i den rækkefølge, som hunden var vant til. Bl.a. løb min hund altid hen til sporselen i stedet for til mig ved indkald fra dæk. Den var vant til, at spor altid kom efter indkald.
Efter træning skulle sporpind og genstande afleveres i redskabsskuret, og manglede vi en genstand, blev vi sendt ud i marken igen for at finde den famøse pind. Jeg har været med til at lede med lommelygte en mørk aften. Sommetider snød vi og fandt en lille tilfældig pind, som vi afleverede i mørket.
Vi brugte ikke hjælpemidler den gang, hverken i form af hundekiks, bolde eller bideringe. Det eneste hjælpemiddel, vi havde, var et pighalsbånd, og det blev ofte brugt kraftigt. Man tænkte ikke så meget på, om hunden forstod meningen, den skulle bare.
Vi havde en mægtig respekt for træneren. Alle var De’s, og det gav jo en vis afstand og respekt. Havde man problemer, turde man ikke spørge. Man håbede bare, at træneren ikke så det.
Der kom ikke alle de racer, som vi nu ser på træningspladsen. Det var hovedsagelig schæferhunde, rottweilere, boxere og enkelte andre. Labrador og golden retriever var endnu meget ny i Danmark.
En aften trænede et hold i en lavning med en meget striks træner. Hundene ville ikke ligge “dækl’, da der stod vand under græsset. Man vovede ikke at sige noget, men hældte bare vandet ud af støvlerne efter træningen.
Efter træning havde vi ikke et dejligt varmt klubhus at komme ind i. begyndelsen havde vi kun et redskabsskur, senere fik vi et lille træhus. I
Men det var forbeholdt bestyrelsen og trænerne!
Jeg husker en dag til en lokalkonkurrence, hvor det øsregnede. Jeg vovede mig ind i huset med min madpakke. Jeg fik den besked, at her hørte jeg vist ikke hjemme.
Jeg synes, at vi trænede meget alvorligt den gang. Vi satte en ære i at komme til konkurrence allerede første år og blive A-hund. Vi havde ikke alle de konkurrencer, som vi har nu. Lokalkonkurrencen gjaldt til deltagelse i kredskonkurrencen, og herfra blev de bedste udtaget til LK. Opnåede man ikke oprykning ved disse konkurrencer, havde man chancen ved kåringen. Her var reglen, at man ikke dømte så hårdt, men lagde megen vægt på “skud” og “stokkeslag”.
Konkurrencerne var ikke større end, at der var tid til en mundtlig kritik til den enkelte deltager – ofte ledsaget af saftige bemærkninger. Og alle kunne således høre, hvordan man havde dummet sig.
Blandt de dygtigste hundeførere blev de ny trænere udpeget. Der var ingen uddannelse som nu. Nej, man fik bare besked på, at fra næste gang kunne man overtage et hold. Man havde kun sin egen erfaring at bygge på. Man vovede ikke at spørge en erfaren træner.
Havde man et problem med en hund, håbede man bare, at vedkommende ville stoppe. så var det problem løst! Ofte manglede der en træner, og så måtte man binde sin egen hund og tage holdet. Det var en regel, og ingen mukkede. .
Klubben var ikke større end, at alle kendte hinanden. Vi glædede os, når det gik godt for en kammerat, og havde ondt af dem, det gik mindre godt for ved konkurrencer.
Om vi har dygtigere hunde nu efter, at så store ændringer er sket på alle områder, synes jeg ikke. Grunden er vel nok den, at gik man til træning, var det med liv og sjæl. Der var ikke så mange andre ting, der trak.
Alle trænere havde hold to gange om ugen og trænede selv andre to gange med egen hund: altså fire gange om ugen. Men når vi nåede hen i august, var vi også godt trætte af træning og glædede os til at begynde på søndagstræning.
Jeg tror nok, jeg har deltaget i alle generalforsamlinger siden, jeg startede, og den første husker jeg tydeligt. Der var fremmødt syv personer – bestyrelsen og to medlemmer, og der sad jeg som helt ny i foreningen og følte mig helt udenfor, men efterhånden kom jeg jo ind i “varmen”.
Og det er nu blevet til 30 år med hundearbejde.

“ANTON” og DcH I DAG
af Lars Christensen
OKTOBER 1987:
Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave, Lars? spørger min kone.
– En hund, svarer jeg.
Det får du altså ikke – find på noget andet.
DECEMBER 1987:
– Hvad ønsker du dig i julegave, Lars?
En hund, svarer jeg, men det skal være en hunhund, som skal hedde Anker.
Ja, så kan du godt glemme alt om den hund, det er da for fjollet, svarer Kirsten (min kone).
Men i december snakker vi meget om hund, og min julegave er lidt for livlig til at ligge under juletræet det år … en dejlig hanhund på 8 uger, som bliver “døbt” Anton.
Betingelsen er dog, siger Kirsten, at vi skal gå på hvalpekursus. Så jeg kigger i telefonbogen for at finde den nærmeste hundeklub – ingen svarer. Næste klub ringes op – og Grethe Ernst svarer.
Det blev starten på Antons og min “karriere” i DcH Aalborg.
JANUAR 1988:
Vi startede træning en søndag formiddag med Grethe Ernst som træner. Vi var på et godt hold, synes jeg. Vi havde det sjovt, og der var et godt sammenhold f. eks. deltog næsten hele holdet i de fester, som blev holdt.
Efter ca. 2 1/2 måned skulle vi deles og flyttes til andre hold. Grethe fortalte os om den ny træner, at han jo nok trænede på en lidt anden måde. Tingene ville blive sagt mere direkte. Og det kom til at holde stik.
Den ny træner var Claus Lange, og efter et par ganges træning var ingen af os i tvivl om, hvordan han ville have det. Jeg kunne godt lide Claus’ måde at gøre tingene på, og han lagde da også stor vægt på, at de, der
evt. ikke brød sig om hans træningsmetoder, skulle sige til, så ville han selvfølgelig tage hensyn til dem.
Claus fortalte os mere og mere om konkurrencer, og jeg blev mere og mere interesseret i at prøve at komme til konkurrence. Så da idealkonkurrencen i efteråret 88 nærmede sig, arbejdede vi hen imod at deltage i den med masser af træning – og vi kørte sammen med Claus ud og så på et par andre konkurrencer, hvor han forklarede os, hvad der skete.
Så kom dagen for lokalkonkurrencen – og jeg tror aldrig, jeg har været så nervøs som da. Jeg husker egentlig ikke meget om selve konkurrencen, men pokalerne skulle deles ud ved en fest, som blev holdt samme aften i husflidsskolen i Nr. Uttrup. Og det husker jeg til gengæld meget tydeligt: Jeg var stolt som en pave, da jeg fik 1. præmien i Ny C-klasse.
Det gav mig naturligvis blod på tanden, og jeg trænede hele vinteren med henblik på at deltage i kredskonkurrencerne i foråret/sommeren 89. Vi var til konkurrence næsten hver lørdag hele sæsonen. I det store og hele klarede vi os ganske godt, men det er bestemt ikke altid lige sjovt, når det bare går ad H…. til. Vi var heldige nok til at få skrabet point nok sammen til en 5. plads i Kreds 1 – og kom med tillandskonkurrence i Kolding. Det var sjovt at prøve det, også selvom det bestemt ikke var vores dag, og vi endte på en placering midt i feltet.
I mellemtiden var jeg blevet mere engageret i klubben og var begyndt som hjælpetræner hos Peter Jensen og deltog i mange kurser, dels i Tranum dels i andre klubber samt hjemme i klubben. Det gav mig et andet og større indblik i og omkring hunde, som jeg stadig har stor glæde af.
Det, at man kommer med i noget, giver altid nøglen til noget andet, og før man ved af det, har man låst en masse døre op og er med i en masse spændende ting og har lært mange ny mennesker at kende.
Efter, jeg har fået trænerjob i DcH Aalborg, har træningen af Anton været skubbet lidt i baggrunden, men vi har besluttet at starte igen her i efteråret.
Jeg har nogle gange hørt medlemmer sige, at de synes, sammenholdet i klubben kunne være bedre. Til dem kan jeg kun sige: meld jeg til arrangementerne og stil op, når der er brug for jeg. Der er altid nok at tage fat på, så vil I også opleve, at sammenholdet kommer helt af sig selv, og det bliver dobbelt så sjovt at komme i klubben.
Jeg synes i hvert fald, at vi har en god klub – og det håber jeg, den bliver ved med at være de næste 70 år.
TIL LYKKEl
Lars Christensen, træner
43