Doggie-zen

Af Gitte Albæk Bielefeldt , træner og konsulent i DcH
Udgivet Jan 16, 2012

Og hvad er så doggie-zen?

Meditation for hunde? Nej, selvfølgelig skal vi ikke til at lære vore hunde meditation. Kort fortalt handler Doggie zen om fokus, selvbeherskelse og belønning i træningen.
Ordet zen er japansk og direkte oversat betyder ordet meditation. Zen betyder også selvbeherskelse, opmærksomhed og ro. En vigtig ting i Zenbuddhismen er, at man skal man opgive noget på jorden for at få en større belønning i himlen.
Normalt vil hunden selvfølgelig vælge den korteste og letteste vej til belønningen, som kan være mad, legetøj eller frihed. Doggie-zen betyder at hunden skal lære selvbeherskelse og vente på vores tilladelse, før den får lov til den gerne vil have, hvad enten det er mad eller andet.
Mange mennesker har et ritual omkring hundens aftensmad: hunden skal sitte pænt, tage kontakt og vente på, at der bliver sagt ”værsgo” før den må spise. Det er en glimrende øvelse i selvbeherskelse / doggie-zen.

Doggie-zen i hverdagen

At lære hunden selvbeherskelse og ro er ganske praktisk i hverdagen og i træningen:

  • Man kan skabe ro omkring døren før gåture, ved at træne at hunden forholder sig helt i ro og tager øjenkontakt før døren bliver åbnet ud til friheden.
  • Inden man tager linen af hunden for at slippe den fri, kan man træne ro og øjenkontakt. Belønningen er friheden.
  • Inden hunden får lov at komme ud af bilen, skal forholde sig i ro og tage kontakt.
  • Hvis hunden æder fingrene, når man giver den godbidder, kan man træne, at den skal tage øjenkontakt, før den får en belønning

Du kan altså træne doggie-zen når du ved, at din hund har lyst til et eller andet.
Selvbeherskelse tager tid at lære. Hvalpe er meget impulsive og har næsten ingen selvkontrol. Hvalpe følger deres impulser. Selvkontrol er jo netop det der karakteriserer voksne, fornuftige og velopdragne hunde.
Man skal ikke herse og kommandere, når man træner doggie-zen. Pointen er, at hunden selv skal tilbyde øjenkontakten og afvente dit værsgo.
Man skal naturligvis starte i rolige omgivelser og gradvist træne med flere og flere forstyrrelser.

Doggie-zen i stedet for NEJ

Jeg har kendt en del hunde, der troede at deres navn var ”Nej”.
Ordet ”nej” bør kun bruges som stop kommando, når hunden laver noget den absolut ikke må.
De fleste mennesker har en tendens til at bruge ord nej alt for meget til korrektion i træning. Hver gang du bruger ordet ”nej” dræner du din hunds motivation for at arbejde sammen med dig. Doggie-zen er et fantastisk alternativ til ”nej”. Der er ingen råberi og ingen ryk i linen. Du afventer bare helt roligt og tavst, at hunden tager kontakt til dig – og så får den belønning eller lov til det den gerne vil.

Afstandsbelønning

Går man til konkurrence, er det en stor fordel at træne med afstandsbelønning. Med afstandsbelønning kan man også gradvist tilvænne hundentil længere og længere træningssektioner før belønningen gives.

Indlæring af afstandsbelønning:

  • Lær hunden et sikkert værsgo signal. (Man kan f.eks. bruge:”værsgo”, ”ja”, ”yes” eller ”go”) 
  • Tag en skål/ tallerken og sæt på jorden med en godbid i.
  • Hunden skal tage kontakt til dig, før den får sit værsgo signal og må tage godbidden. Det er vigtigt, at hunden ikke får lov at stjæle uden at yde. Brug eventuelt en hjælper til træningen
  • Lav små øvelser i nærheden af skålen med godbidden. Når øvelsen udføres korrekt, får hunden værsgo og må løbe hen til skålen og tage godbidden.
  • Hunden skal gradvist lære udføre øvelser længere og længere væk fra skålen.
  • Træn i længere og længere intervaller, før hunden får værsgo.

Ofte oplever man, at hunde træner meget mere intensivt med afstandsbelønning, end hvis de får belønningen direkte fra hånden.
Man kan jo også træne uden mad i lommerne på denne måde!

19 grundfærdigheder

Canis har i mange år arbejdet med klikker træning og med 19 grundfærdigheder. Når hunden har lært de 19 grundfærdigheder, kan man relativt let udvikle dem, kæde dem sammen og træne mere komplicerede øvelser.Grundfærdighederne sammenlignes ofte med bogstaver og øvelsermed sætninger. Hvis man klikkertræner sin hund, skal hunden kunne tilbyde alle grundfærdigheder frivilligt.
Doggie-zen er en af de 19 grundfærdigheder. De 19 grundfærdighederer: fokus (kontakt), target, sit, bagpartskontrol, udgangsstilling, indkald, gå og se op, dæk, stå, sit, bliv (hold positionen), doggie-zen, holdefast, slip, hals, spring, lugtdiskriminering, kravle, følge spor, tage kontakt til figurant.
www.canis.dk kan man under canis-tv se video med indlæring af doggie-zen og grundfærdighederne.
Man kan også læse meget mere om grundfærdigheder i bogen ”Lydighedstræning i teori og praksis” af Cecilie Köste og Morten Egtved. Bogener udgivet på forlaget Canis. Bogen er endnu ikke udkommet på dansk, men er ret nem at forstå på norsk.